Det kan godt være, at tilværelsen som daglejer i en dansk Superligaklub ikke kan måle sig med Messis og Ronaldos lønninger. Men lønnen som Superligaspiller er nu alligevel ikke helt ringe. Vi kigger på Superligaens højeste lønninger.
- Superligaens bedst betalte
- 1) Mohamed Elyounoussi, FC København
- 2) Andreas Cornelius, FC København
- 3) Viktor Claesson, FC København
- 4) Rasmus Falk, FC København
- 5) Thomas Delaney, FC København
- 6) Birger Meiling, FC København
- 7) Jordan Larsson, FC København
- 8) Lukas Lerager, FC København
- 9) Nicolai Boilesen, FC København
Superligaens bedst betalte
Der er kun to klubber repræsenteret i denne gennemgang af Superligaens højeste lønninger.
Det er næppe svært at gætte, at det er FC København og Brøndby. FCK dominansen er da også til at tage og føle på med hele 9 ud af de 10 bedst betalte Superligaspillere på listen.
FC København er stadig et godt stykke foran rivalerne med et årligt budget, der nærmer sig 230 millioner kroner. Nærmeste forfølger er FC Midtjylland med et budget på omkring 180 millioner kroner.
Brøndby er treer med et budget omkring de 140 millioner kroner og FC Nordsjælland vurderes at være næste hold på listen med et budget omkring de 90 millioner.
Det skal selvfølgelig siges, at disse tal er sjussementer og vurderinger. De fleste fodboldklubber går helst lidt stille med dørene, når det gælder indtægter og udgifter til transfers og løn.
Derfor er det ikke en eksakt videnskab, hvor tallene ligger fremme og venter på at blive plukket.
1) Mohamed Elyounoussi, FC København
Superligaens højeste løn går til norske Mohamed Elyounoussi. Efter flere år i Southampton skiftede Mohamed Elyounoussi i sommeren 2023 gratis til FC København.
Og selvom Mohamed Elyounoussi altså var gratis i overgangssum, så er han ingenlunde billig.
I Southampton menes Elyounoussi at have tjent lidt over 26 millioner kroner om året. Den slags lønninger kan vi selvfølgelig ikke matche herhjemme.
Men Elyounoussi tager sig nu alligevel godt betalt. Han menes at stå klubben i et sted mellem 12-15 millioner kroner årligt. Det gør ham altså til Superligaens bedst betalte spiller.
2) Andreas Cornelius, FC København
Der har været megen mystik om Andreas Cornelius’ løn efter skiftet hjem til FCK.
Hvad vi ved er nemlig, at Andreas Cornelius tjente 21,5 millioner kroner om året i Trabzonspor. Samtidig har danskeren ikke været væk længe nok til at kvalificere sig til den eftertragtede forskerordning.
Der kan næppe herske tvivl om, at Andreas Cornelius har taget en lønnedgang for at komme hjem til FC København. Som du vil se i takt med, at du bevæger dig ned ad listen, så tjener de højest betalte Superligaspillere i spændvidden mellem 5-10 millioner om året.
‘Corner’ tjente altså mere end det dobbelte af, hvad den hidtil bedst betalte Superligaspiller tjente i 2022.
Men at ‘Corner’ skulle have taget en lønnedgang til langt under halvdelen af sin tidligere hyre – og i øvrigt acceptere under et tocifret årligt millionbeløb, når han er det dyreste indkøb i ligaens historie – virker næppe realistisk.
Derfor tør vi godt konstatere på baggrund af de rygter, der florerer, at Andreas Cornelius i 2024/25 scorede Superligaens næsthøjeste løn på den gode side af 10 millioner kroner.
3) Viktor Claesson, FC København
FCK hentede i vinteren 2022 svenske Viktor Claesson i russiske Krasnodar, efter den svenske stjerne fik sin kontrakt ophævet i den russiske klub i kølvandet på Ruslands illegitime angreb på Ukraine.
Det var et kæmpe scoop for FCK at hente den svenske landsholdsspiller, der har mere end 70 optrædener for Sverige under bæltet.
Og det lignede da også et kort ægteskab, da han fik en 6 måneders kontrakt. Forventningen var, at Viktor Claesson derefter ville skifte til en større scene.
Det lykkedes imidlertid FCK at hente Claesson på en permanent 4-årig kontrakt. Og når man ser, hvad han angiveligt tjener, er det da også nemmere at forstå.
Meldingerne går nemlig på, at Viktor Claesson tjener op mod 7 millioner kroner om året – efter skat!
Det bringer hans løn op over 10 millioner kroner om året, og det gør ham til en af Superligaens bedst betalte spillere.
4) Rasmus Falk, FC København
Rasmus Falk er formentlig en af de bedste spillere, der aldrig forlod Superligaen. I årevis var midtbanekreatøren da også rygtet væk fra FCK.
Men i december 2020 forlængede han sin kontrakt med Løverne til 2025 og kunne dermed meget vel blive i klubben til fodboldpensionen melder sig.
Falk fik inden forlængelsen i omegnen af 375.000 kroner om måneden. Meldingerne går på, at kontrakten gav ham en fordobling af lønnen, så han altså i dag hiver omkring 9 millioner kroner om året ind på kontoen før skat.
Det rakte engang til at gøre ham til Superligaens bedst betalte, men som et vidne om, at der er kommet flere penge til ligaen de seneste år, må han altså nu “nøjes” med at være den fjerde højeste betalte Superliga spiller.
5) Thomas Delaney, FC København
De har måttet vente længe på ham, FCK’s fans, men mon ikke ventetiden har været det hele værd?
I hvert fald fik de i sommeren 2024 endelig det moderne ikon, Thomas Delaney, tilbage i klubben efter 7 års fravær, hvor han tørnede ud for klubber i Bundesligaen, La Liga og senest den belgiske Jupier League.
Man kunne foranlediges til at tro, at en spiller af Thomas Delaneys kaliber i dén grad kunne slå bunden ud af et Superligabudget.
Og Delaney scorer da også en af Superligaens højeste lønninger. Men den rutinerede midtbanekriger sniger sig altså kun lige akkurat ind i top 5 over Superligaens bedst betalte spillere.
Meget af Thomas Delaneys kontrakt er nemlig gjort præstationsbundet, hvis man skal tro mediet bold.dk. Det betyder, at Delaney som udgangspunkt må nøjes med snoldede 8,4 millioner kroner.
Baseret på antal kampe, trofæer og andre præstationsbårne målsætninger kan hans løn dog stige ret så markant.
6) Birger Meiling, FC København
Vi rykker næsten en million kroner ned i løn, når vi rykker fra nummer 5 til nummer 6 på listen over de højeste Superliga lønninger.
Den scorer norske Birger Meiling, som også repræsenterer FCK, nemlig med en årsløn, der menes at ligge omkring 7,5 millioner kroner.
FCK betalte i 2023 da også hele 15 millioner kroner til Ligue 1-klubben Rennes, da de hentede venstrebacken. Birger Meilings kontrakt løber til 2027, så hvis han bliver kontrakten ud, kommer han altså til at tjene rundt regnet 30 millioner kroner i FCK.
7) Jordan Larsson, FC København
Vi rykker fra det norske til det svenske, når vi runder næste mand på listen over Superligaens bedst lønnede spillere. Og det er en mand med noget af et efternavn, nemlig den svenske legende Henrik ‘Henke’ Larssons søn, Jordan.
Jordan Larsson menes at tjene lige så meget som Birger Meiling, hvilket altså vil sige 625.000 kroner om måneden eller 7,5 millioner kroner om året.
Og lønnen er ikke det eneste, Jordan Larsson har til fælles med Meiling. Nej, de to spillere kostede også det præcis samme, nemlig 15 millioner kroner.
Og så har de også kontraktudløb samme dag, nemlig den 30. juni 2027. Twinsies!
8) Lukas Lerager, FC København
Lukas Lerager blev først lejet og dernæst hentet permanent af FC København i italienske Genoa.
Den tidligere Viborg- og Bordeaux-spiller gjorde fin figur på den centrale midt i FCK og scorede sig derfor en kontrakt, der løber til 2025, hvor han vil være fyldt 32.
I den periode kan han se frem til at høste et sted mellem 500-600.000 kroner om måneden, svarende til et sted mellem 6 og 7,2 millioner kroner om året.
Det placerer ham en smule over næste mand på listen over Superligaens højeste lønninger, Nicolai Boilesen.
9) Nicolai Boilesen, FC København
En anden spiller, der har scoret sig en ny kontrakt, er holdkammeraten i forsvaret, Nicolai Boilesen.
Rygterne gik ellers længe på, at FCK og Boile ikke kunne mødes, men i sommeren ‘22, med et år tilbage af Boilesens kontrakt, kom der blæk på en ny.
Den nye kontrakt menes at kaste omkring 550.000 kroner af sig om måneden, hvilket svarer til omkring 6,6 millioner kroner om året.
Det forlyder dog også, at en del af lønnen skulle være gjort præstationsbetinget på grund af Boilesens skadeshistorik, som typisk har holdt ham ude et par måneder hver sæson.
10) Daniel Wass, Brøndby
Det er kun med det yderste af neglene, at vores liste over Superligaens højeste lønninger ikke ender som en rendyrket FCK-forestilling.
For på 10. pladsen over Superligaens højeste lønninger møver Brøndbys Daniel Wass sig altså lige præcis ind.
Den versatile veteran, der ligesom FCK’s Delaney vendte hjem efter mange år i udlandet, menes at tjene et sted mellem 525.000-550.000 kroner om måneden alt efter, hvor man tjekker.
Det er lig med en årsløn på et sted mellem 6,3 og 6,6 millioner kroner. Daniel Wass’ løn er dermed stort set på niveau med Nicolai Boilesens.
Når vi har Daniel Wass som nummer på listen over Superligaens højeste lønninger, er det derfor i et utroligt tæt løb med andre store profiler.
FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen og klubkammeraten Nicolai Vallys menes nemlig at ligge på stort set samme lønniveau.
Det var det, vi havde valgt at bringe om Superligaens bedst betalte spillere. Forhåbentlig er du blevet godt underholdt og en smule klogere.
Er du til betting? Så kan du med fordel læse om Bet365 velkomstbonus som du kan få med vores Bet365 bonuskode.