Ofte er fodbold en forudsigelig størrelse. 20 VM-trofæer er uddelt til blot 8 forskellige nationer, og Brasilien og Tyskland har tilsammen vundet næsten hvert andet trofæ – 9 ud af de 20. Alligevel sker det med jævne mellemrum, at de undertippede hold ikke følger manuskriptet og trodser alle odds. Vi har kigget på fem af de største sensationer, VM har budt på i tidernes løb.
Uruguay-Brasilien 1950
“Alle lande har sine katastrofer, deres Hiroshima. Vores katastrofe, vores Hiroshima, var nederlaget til Uruguay i 1950.” – Nelson Rodrigues, brasiliansk journalist og forfatter.
VM i Brasilien 1950 var på mange måder en underlig omgang. Hvad der skulle have været 15 (!) deltagere blev til 13, inden turneringen overhovedet var begyndt. Indien trak sig, fordi de ikke måtte spille i bare tæer. Frankrig vurderede, at rejseudgifterne var for høje på grund af de store afstande mellem de seks byer, kampene skulle afvikles i, og så røg vi ned på 13. Så turneringen lagde fra land med to grupper a fire hold, ét a tre hold og en sidste gruppe med blot to hold – Uruguay og Bolivia.
Frankrig havde foreslået knockout-kampe, som vi kender det i dag, men det var blevet nedstemt. I stedet gik gruppevinderen fra hver af de fire puljer videre til en finalegruppe, hvor hvert hold fik to point for en sejr og et for en uafgjort. Vil du vide mere, kan du også læse vores artikel VM rekorder.
Brasserne buldrer sig til finalen – Uruguay skranter
Brasilien var kæmpe favoritter. Udover status som værtsland var deres spillermateriale enestående, blandt andet med den hyper farlige angriber Ademir, der i 39 landskampe scorede 47 mål. Han skulle da også ende som turneringens topscorer med 8 mål i fem kampe.
Brasilianerne lagde fra land som planlagt og blev i sikker stil klar til finalegruppen med en 4-0-sejr over Mexico, 2-2 mod Schweiz og 2-0 mod Jugoslavien. De fik følgeskab af Spanien og Sverige, inden Uruguay og Bolivia skulle mødes i deres gruppes eneste kamp, og dermed en finale i allerførste kamp. Foran blot 5200 tilskuere blev Bolivia udraderet 8-0, og finalegruppen var fundet.
Uruguay spillede uafgjort 2-2 mod Spanien i første kamp, mens Brasilien åbnede sluserne og ødelagde først Sverige og dernæst Spanien med henholdsvis 7-1 og 6-1. Uruguay skulle dernæst op mod Sverige i en kamp, hvor taberen ville slette begge landes spinkle mulighed for førstepladsen og dermed VM-titlen. Sverige bragte sig foran to gange, men i det 77. og 85. minut scorede Óscar Míguez to gange til en snæver Uruguay-sejr på 3-2.
Spanien og Sverige var dermed forvist til 3. og 4.-pladsen i en gruppe, hvor Brasilien med fire point og en målscore på absurde 13-2 var klar etter foran Uruguay med 3 point og en målscore på 5-4. Alt andet end et nederlag ville altså resultere i det første brasilianske VM-trofæ nogensinde.
Sejrsfest bliver til 200.000 forstenede ansigter
Det monumentale Estádio do Maracanã med plads til 199.854 tilskuere dannede ramme for finalen, og allerede inden første fløjt blev luften fyldt af røg fra kanonslag og raketter. Der var kollektiv ekstase blandt brasilianerne, der endelig skulle hyldes som den største fodboldnation.
Ekstasen nærmede sig massepsykose, da Friaça kort efter pausen bragte Brasilien foran. Uruguay skyndte sig ikke med at sætte spillet i gang, men tog sig derimod god tid til at lade brasilianerne fejre. De ville have gassen til at gå af den brasilianske ballon. Og strategien virkede. Langsomt åd de sig ind i kampen og i det 66. minut lukkede Schiaffino munden på 200.000 mennesker med et drøn i venstre hjørnet.
Ti minutter før tid blev katastrofen fuldendt, da Ghiggia med et halvsvagt spark i det korte hjørne bragte Uruguay foran. De lammede brasilianere havde intet modsvar, og for anden gang kunne Uruguay kalde sig verdensmestre.
Den skæbnesvangre aften 16. juli 1950 er stadig dybt begravet i den brasilianske folkesjæl. Den aften blev et nyt udtryk født. Maracanazo – det knusende slag, der lammer favoritten.
Vesttyskland 1954
Okay okay, tanken om Tyskland som underdog lyder måske latterlig. Men hør os lige ud. Ungarn var gode i 1950erne. Latterligt gode. Forud for VM i Schweiz i 1954 var de ubesejret i 36 kampe og lignede som oftest en fuldstændig ustoppelig kraft.
Anført af en af historiens giftigste angribere, Ferenc Puskás der i 610 kampe scorede 592 mål, og Sándor Kocsis, der i turneringens 5 kampe scorede 11 mål, buldrede Ungarn igennem alt og alle.
De to senere finalister Ungarn og Vesttyskland mødtes allerede i gruppespillet, hvor Kocsis med fire mål var en drivende kraft i Ungarns 8-3 nedslagtning af tyskerne. Med 9-0 i deres næste kamp over Sydkorea, en 4-2-sejr over Brasilien, der endnu engang måtte udskyde håbet om den første VM-titel, og en 4-2 sejr efter forlænget spilletid over de forsvarende verdensmestre fra Uruguay pløjede Ungarn sig vej til finalen og tryllebandt alle.
Efter det ydmygende nederlag til Ungarn fandt tyskerne også rytmen og ødelagde blandt andre Østrig med 6-1 i semifinalen. Alligevel var det på baggrund af nederlaget til den ungarske angrebsmaskine, der havde scoret 25 mål i fire kampe, svært at forestille sig en lige kamp.
Ungarske tryllerier mod tysk snedighed
Kampen begyndte da også med en sand ungarsk Blitzkrieg! I det sjette minut sparkede Puskás en returbold i nettet, og blot to minutter senere udnyttede Czibor en forfærdeligt målmandsdrop til at øge føringen. 2-0 efter otte minutter spillet, og det lignede en gentagelse af 8-3 nedslagtningen.
Men fodbold er som bekendt et spil med 22 mand på banen, og hvor tyskerne altid ender med at vinde. Og allerede i det 10. minut fik tyskerne standset blødningen, da Max Morlock satte sidste fod på et indlæg fra den tyske venstreside. 1-2. Kort efter, i det 18. minut, kom der balance i regnskabet, da Helmut Rahn ved fjerneste stolpe sparkede bolden i kassen efter et hjørnespark.
Herefter genoptog Ungarn deres bombardement af tyskerne. De affyrede helflugtere få meter fra målet, fik indersiden af stolpen og overliggeren til at skælve, kom på enmandshånd med målmanden. Der var sågar en bold, der blev reddet på stregen, efter målmand Toni Turek var blevet passeret. Ind ville bolden bare ikke.
Og så, i det 84. minut slog Rahn til igen. På en af de eneste forsøg, tyskerne havde haft efter udligningen, fyrede han en kanon af fra kanten af feltet, der kyssede stolpen og lagde sig i det ungarske net. Ungarerne svarede igen få minutter senere, men målet blev annulleret for offside og triumfen, Das Wunder von Bern, var en realitet.
Nordkorea 1966
Måske husker du Nordkoreas deltagelse ved VM i 2010. I deres første kamp tabte de knebent 2-1 til Brasilien. Det notorisk lukkede Nordkorea havde ikke planer om at vise sin befolkning så meget som ét minuts fodbold, men efter det flotte resultat ændrede man holdning. Flere steder satte man storskærme op, så man kunne vise den næste kamp mod Portugal. Den blev tabt 0-7, og så gik Nordkorea tilbage til at mørklægge VM. Ups.
Det er dog ikke første gang, Nordkorea deltog ved VM. Og da de i 1966 rejste til England for at spille med om VM-guldet, gjorde de sensationelt god figur og skabte en af de største VM-sensationer. Ifølge mange den største. De var kommet i en svær gruppe med stærke Sovjetunionen, Italien og Chile, der fire år forinden havde nået semifinalen.
Den første kamp gik da også som forventet, da Nordkorea tabte med stensikre 0-3 til Sovjetunionen. I den næste kamp skulle nordkoreanerne op mod Chile. På et halvtomt stadion bragte chilenerne sig planmæssigt foran på et straffespark i første halvleg. Kampen foregik generelt mest i Nordkoreas felt, men i det 88. minut kanonerede Pak Seung-zin en helflugter i netmaskerne.
Det sikrede nordkoreanerne et livgivende point inden den afgørende kamp mod mægtige Italien. Nordkorea skulle vinde for at gå videre.
Som forventet skabte italienerne mange chancer, men få af dem var rigtig store. Og da italienerne fik en skade, der tvang dem til at spille med blot ti mand, lugtede Nordkorea blod. De fik prikket hul i det 42. minut. Fra kanten af feltet lossede højrefløjen Pak Doo-ik Nordkorea foran.
Anden halvleg var en jævnbyrdig affære. Italienerne pressede på for udligningen, men Nordkorea var giftige i kontrafasen og var tættere på 2-0 end italienerne var på 1-1. Og da slutfløjtet lød, og Nordkoreas avancement var sikret, blev de med ét turneringens darlings.
De mødte deres endestation i kvartfinalen mod Portugal efter en legendarisk kamp. Nordkorea bragte sig foran i det første minut på et tordenhug fra kanten af feltet, der via overliggeren gik ind. Efter 25 minutter førte de 3-0! Men Portugal åd sig tilbage takket være en storspillende Eusébio.
Han scorede fire mål og Portugal vendte og vandt kampen med 5-3.
Nederlaget ændrede ikke ved den enestående præstation. Mange kalder kampen for det største chok i VM’s historie. For den sensationelle kvalifikation fra gruppespillet blev de nordkoreanske spillere modtaget som helte i hjemlandet.
Italienerne, derimod, blev mødt med byger af rådne tomater fra deres rasende landsmænd.
Cameroun 1990
Det var Camerouns blot andet VM, da de i 1990 blev parret i en svær gruppe med Argentina, Sovjetunionen og Rumænien.
38-årige Roger Milla var egentlig pensioneret, men tog på ny støvlerne på for at hjælpe Cameroun, og turneringen kom til at cementere både hans og Camerouns plads i historiebøgerne. Argentina var forsvarende verdensmestre og skulle i første kamp op mod Cameroun.
Kampen var uskøn og rodet, og var den endt med den forventede argentinske sejr, ville nogen næppe have husket den. Sejren virkede da også endnu mere sandsynlig, da Cameroun efter en times spil blev reduceret til 10 mand. Men få minutter senere kom chokket foran 73.000 tilskuere på Guiseppe Meazza.
Efter et frispark fik Francois Oman-Biyik sendt et svagt hovedstød mod mål. Argentinas målmand Nery Pumpido fumlede med bolden, der trillede over stregen. 1-0 til de undertippede afrikanere. Argentina forsøgte febrilsk at udligne, men Cameroun lukkede dem ned, selv i kampens døende minutter, hvor de blev yderligere reduceret til 9 mand.
I den næste kamp scorede Roger Milla begge mål, da Cameroun fortsatte himmelflugten og slog Rumænien med 2-1. Og så gjorde det ikke så meget, at de i den sidste gruppekamp tabte 0-4 til Sovjetunionen. Sammen med Rumænien og Argentina, der skrabede sig videre som en af de bedste treere, havde Cameroun klaret sig videre fra gruppespillet.
I ottendedelsfinalen skulle Cameroun op mod Colombia. De første 90 minutter endte målløst, og holdene skulle derfor ud i 2 x 15 ekstra minutter. Her tog Roger Milla endnu engang teten, da han efter en blanding af flot sammenspil og solotur bankede bolden i nettet til 1-0.
Blot to minutter senere fumlede Colombias målmand Higuita, da han 30 meter fra mål agerede sweeper-keeper. I en komplet ufarlig situation opsnappede hvem andre end Milla bolden og lagde den i den tomme mål. Colombia reducerede, men tættere kom de ikke. Cameroun var i kvartfinalen.
Her mødte de i Napoli England i en kamp, der i dag anses som en af turneringens absolut bedste. Efter 25. minutter headede David Platt England foran. I det 61. minut begik Gascoigne straffe, som Emmanuel Kunde eksekverede til 1-1.
Og ganske som mod Colombia slog Cameroun igen hurtigt til ovenpå en scoring. Efter flot samarbejde mellem Emmanuel Ekeke og Roger Milla bragte Cameroun blot tre minutter efter udligningen sig foran med 2-1.
Endnu en sensation lurede. Men med otte minutter igen blev Gary Lineker fældet i feltet. Han tog sig selv af straffet, som han sikkert satte ind. De udmattede Cameroun-spillere skulle endnu engang ud i overtid. I det 105. minut gentog scenariet fra 2-2-scoringen sig. Lineker blev fældet, fik korrekt tildelt et straffe, og bankede det sikkert ind.
Cameroun havde ikke noget modsvar, og kvartfinalen blev endestationen. Men de var nået længere end noget afrikansk land nogensinde havde ved VM. Og de var fortjent blevet turneringens absolutte yndlinge, særligt takket været alt andet end ynglingen, 38-årige Roger Milla.
Sverige 1994
Fire år senere var Cameroun igen med til VM. Men denne gang var det nogle andre, der løb med opmærksomheden og skabte en af de største VM-sensationer. Cameroun var i gruppe med Rusland, Brasilien og Sverige. Og sidstnævnte nåede længere end noget nordisk hold nogensinde har gjort. Det var især trioen Martin Dahlin, Tomas Brolin og Kennet Andersson, der bombede svenskerne igennem modstanderne. Ud af 15 svenske mål i turneringen stod trioen for 12 af dem.
Netop Cameroun og Sverige mødtes i gruppens første kamp, som endte 2-2. Sverige slog derefter overbevisende Rusland med 3-1 efter at have været bagud.
Meget skulle gå galt, hvis ikke Sverige skulle kvalificere sig, og de kunne tilmed i mange scenarier tillade sig at tabe til Brasilien. Det havde de dog ingen planer om, og i en underholdende kamp spillede de uafgjort 1-1 med de senere verdensmestre. Sveriges mål kom som resultat af en mesterlig aflevering fra Tomas Brolin og en lige så mesterlig afslutning af Kennet Andersson.
I ottendedelsfinalen skulle Sverige op mod en anden af turneringens absolutte overraskelser, Saudi Arabien. I en kamp med fire smukke mål, som begge hold havde stor ære af, sikrede Sverige sig en 3-1-sejr, der sjældent så ud til at være i fare. Nu ventede Rumænien i kvartfinalen.
Det blev endnu en mindeværdig kamp af svenskerne. Efter en fantastisk, indstuderet frisparkskombination blev Tomas Brolin spillet fri i det 78. minut. Han smaskede bolden i nettaget og introducerede samtidig “proptrækker”-fejringen.
10 minutter senere udlignede Florin Rǎducioiu dog, og holdene måtte i ekstratid. Her bragte samme Rǎducioiu rumænerne foran 2-1, og Sverige var på hælene indtil det 115. minut.
Her hældte svenskerne et indlæg i boksen. 1.93 meter høje Kennet Andersson steg til vejrs, slog Rumæniens målmand i højdespring og headede bolden i det tomme mål. Sverige sikrede sig dermed endnu en lodseddel i straffesparkskonkurrencen.
Håkan Mild lavede en ‘Elkjær’ på det første svenske spark, og Rǎducioiu bragte nok engang Rumænien i front. Føringen holdt til det tredje spark, da målmand Thomas Ravelli, endnu en central figur på det svenske hold reddede det rumænske spark. Og på det femte og sidste gentog han kunsten til svensk eufori. De var i semifinalen, klar til endnu et opgør mod Brasilien.
Det blev en skyttegravskrig for svenskerne, der flere gange var på hælene mod særligt det brandvarme makkerpar Bebeto og Romario. Men svenskerne holdt på heroisk vis stand takket være en storspillende Thomas Ravelli. Opgaven blev ikke nemmere efter 62 minutter, da Jonas Thern blev udvist, og med 10 minutter igen måtte svenskerne se Romario heade kampens eneste mål i nettet.
Der var dog stadig en bronzekamp at spille for. Og her skulle Sverige op mod Stoichkovs Bulgarien, endnu en af turneringens store overraskelser. Havde man forventet en lige kamp, blev man dog svært skuffet. Sverige udraderede bulgarerne på en enkelt halvleg og førte 4-0 ved pausen.
Kampen var så ensidig at Bulgariens målmand Mihaylov, rasende på sine holdkammerater, nægtede at gå på banen i anden halvleg, og i stedet lod sig udskifte. Det ændrede ikke ved stillingen, der holdt kampen ud, og Sverige kunne hjemtage en sensationel bronzemedalje.
Har vi glemt nogen? Hvem ville du tilføje til listen over de største VM-sensationer?
