18+ | Spil ansvarligt –  Test dig selv med Gamalyze! | Regler og vilkår gælder | StopSpillet – Ring til 70 22 28 25 | Udeluk dig via ROFUS | Alle links, der følges af symbolet *, er reklamelinks, der kan bidrage til sidens indtjening

Danske fodboldtalenter – fremtiden ser lys ud

Redigeret d.

Unge danske fodboldtalenter ryger for tiden til udlandet i hobetal og for enorme millionbeløb. Er det udtryk for, at talentmassen blandt de unge danske fodboldtalenter er ekstra stor for tiden, eller at klubberne er begyndt at købe ungt i stedet for dyrt?

Eller er det et udtryk for Superligaens udvikling? Vi gør status på 10 af de største danske fodboldtalenter lige nu.

Sådan har vi udvalgt de største danske fodboldtalenter

Vi har sat nogle afgrænsninger i vores udvalgte danske fodboldtalenter. Vi har kun valgt danske fodboldtalenter i alderen 16-20 år.

Derudover skal vi understrege, at vurderingerne skal tages med et gran salt. Vurderingerne er nemlig lånt fra transfermarkt.de, og deres vurderinger er ofte mildest talt hovedrystende.

I mangel af bedre er vi dog gået med deres tal for at få en række vurderinger af de største danske fodboldtalenter fra samme kilde.

Her er de største danske fodboldtalenter

1. Chidozie Obi-Martin (født 29. november 2007)

Værdi: €400.000. Angriber, Manchester United

Chidozie Obi-Martin gik viralt, efter han som 15-årig scorede 10 mål i samme kamp, da Arsenals U16-hold slog Liverpools ditto 14-3.

Siden da har den unge angriber, som tårner godt op i landskabet med sine 188 centimeter, gang på gang skabt overskrifter med en række imponerende optrædener og adskillige målscoringsrekorder.

Med 32 scoringer og 3 assists i 18 kampe for Arsenal i U18-rækken slog han ikke blot den eksisterende målrekord i rækken.

Han blev også ligaens ubestridte topscorer. Faktisk scorede nummer 2 på topscorerlisten, som blev delt mellem Chelseas Donnell McNeilly og Citys Matty Warhurst, “blot” 21 mål. Og de brugte begge to kampe mere på at nå deres måltotal.

I april 2024 nåede Chidozie Obi-Martin desuden  at træne sammen med førsteholdet forud for deres Champions League-opgør mod Bayern München.

Chidozie Obi-Martin har tidligere vaklet en smule mellem de danske og de engelske U-landshold. Og selvom han senest har meldt ud, at han vil repræsentere Danmark, så må vi altså leve med, at han først bliver “låst” for et landshold den dag, han får debut for A-landsholdet.

For de danske U16- og U17-landshold har Chidozie Obi-Martin også leveret flotte tal. 13 scoringer i 20 landskampe er det blevet til på dén konto.

Og apropos skifter, så tørner Chidozie Obi-Martin i fremtiden ud for Manchester United. De lykkedes nemlig med at lokke Chido væk fra London med en gage på £25-30.000 om ugen(!)

Trods sin størrelse er Chidozie Obi-Martin er ikke “bare” en tung targetman, der kun lever på fysikken. Han er agil, har en god spilforståelse og sparker med begge ben.I det hele taget er der rigeligt med argumenter for, at Chidozie Obi-Martin kan blive en angriber på højeste hylde.

Tak til Danish Scout (@DanishScout_) / X (twitter.com) for værdifulde fakta.

2. Oliver Højer (født 24. januar 2007)

Værdi: Ukendt. Central midt, FC København

Navnet “Højlund” har længe været mere eller mindre synonymt med FC København. Men med den sidste Højlund-bror ude af vagten kan det være, at Løvernes fans i højere grad skal begynde at øve sig på at finde på slagsange, der indeholder efternavnet Højer.

Oliver Højer kan nemlig vise sig at blive et af de største danske talenter, ikke bare i FCK, men af alle danske spillere. Oliver Højer gør sig primært på den centrale midt, hvor han er mere offensivt end defensivt indstillet. Han kan da også både gøre sig på den venstre fløj og endda i angrebet.

Selvom han ikke er fyldt 18 endnu, har Oliver Højer da også allerede fået debut for FC København. Den kom i kvalifikationsrunden til Conference League mod Bruno’s Magpies fra Gibraltar. Og her lykkedes det i øvrigt Oliver Højer at score.

Derudover har Oliver Højer 9 kampe på cv’et for det danske U16- og U17-landshold. Her er det blevet til flotte fire scoringer.

Oliver Højer er søn af Lars Højer, der tørnede ud for FCK fra 1992-1999 og etablerede sig som lidt af en legende i klubben. Han er i dag chefscout for Løverne. Med sine 176 centimeter er Oliver Højer ligesom sin far ikke en fysisk kæmpe. Til gengæld er han måske en mental én af slagsen. Han har i hvert fald tidligere udtalt til bold.dk:

Jeg kan godt mærke, at der er pres i forhold til navnet, men det er overhovedet ikke noget, der går mig på. Jeg synes bare, at det er fedt. Jeg elsker at spille under pres, og jeg føler, at jeg er bedst, når jeg hører om forventningerne til mig.”

3. Gustav Christensen (født 7. september 2004)

Værdi: €500.000. Venstre wing, Hertha Berlin 

Vi tager et smut til det tyske for at se på den næste af de største danske talenter.

Der var stor ærgrelse i det midtjyske, da Gustav Christensen i sommeren 2023 valgte at forlade Heden på en fri transfer og fortsætte for den tyske hovedstadsklub Hertha Berlin.

Op til sin exit havde Gustav Christensen nemlig smadret løs som en 30-årig MMA-kæmper til et junior judostævne, mens han slog sig løs i ungdomsrækkerne.

Det offensive es, der kan spille alle tre pladser på toppen, men som primært gør sig på venstre wing, nåede således 31 mål og 3 assists i 26 kampe i U19-ligaen. 

For diverse U-landshold har han holdt et flot snit på lige knap 0,5 mål pr. kamp i mere end 30 optrædener. Og så fik han både debut og et mål på kontoen i pokalturneringen for FCM’s seniorhold i 22/23-sæsonen.

Nu skal han så forsøge at få sit gennembrud i Hertha Berlin. Og den første sæson i den tyske hovedstad var da også godkendt. Her blev det til 8 scoringer i 12 kampe i Regionalliga Nordost. Og det blev såmænd også til en række indhop for førsteholdet i 2. Bundesliga.

12 gange kom Gustav Christensen på græs. Gustav Christensen nåede ikke at få hul på målbylden i den næstbedste række, men det blev dog til en enkelt assist. De 278 minutter, det samlet blev til, vidner da også om, at Christensen primært kom ind i kampens sidste fase.

I den kommende sæson kan Gustav Christensen gå efter at få nogle startere hist og her i den næstbedste tyske række. Nedrykkerne fra Hertha sluttede nemlig på en meget skuffende 9. plads, så 24/25-sæsonen skal et af Danmarks største talenter altså også tilbringe i 2. Bundesliga.

4. Patrick Dorgu (født 26. oktober 2004)

Værdi €12 millioner. Venstreback, Lecce

Det er gået ekstremt hurtigt for unge Patrick Dorgu. I 2021 skiftede han fra FC Nordsjælland, hvor han spillede U19-bold, til Lecce på en fri transfer. Knap 3 år senere er Patrick Dorgu med længder den mest værdifulde spiller i Lecces trup og har flere gange været rygtet til nogle af Europas største klubber.

Klubber som Napoli, Porto, Benfica og sågar Liverpool har således været sat i forbindelse med unge Dorgu i løbet af sidste sæson.

Allerede kort inde i 23/24-sæsonen bed dengang 18-årige Patrick Dorgu sig fast i Lecces forsvar. Og da sæsonen var slut, kunne Dorgu gøre status: 34 kampe, 2 mål og en enkelt assist lød facit i alle turneringer.

Det blev i denne periode selvfølgelig også til debut for U21-landsholdet, hvor Dorgu er nået op på 5 optrædener. Og selv om det endnu ikke er blevet til A-landsholdsdebut, så har snakken allerede gået på, hvornår han skal have chance.

På et i øvrigt succesfuldt Lecce-mandskab har Dorgu flere gange brilleret med store præstationer. Også mod store klubber, som da Lecce kæmpede sig tilbage fra 0-2 hjemme mod AC Milan og stjal det ene point. Her var Patrick Dorgu afgørende, og han har flere gange siden leveret store præstationer.

Dorgu er ikke blot hurtig og god til at pille bolden. Han har også en virkelig solid teknik samt flair og frækhed til af og til at levere det helt uventede, der begejstrer på lægterne. 

Patrick Dorgu kan meget vel ligne det næste store salg i klubben, og det er opmuntrende for vores venstre side, at et af de største danske talenter pt. kan gøre sig både i forsvaret og længere fremme på banen.

5. Jonathan Asp Jensen (født den 14. januar 2006)

Værdi €1,3 millioner. Central midtbane, FC Bayern München

Bayern München lagde omkring 9 millioner kroner i den midtjyske klubkasse, da de i 2022 købte den centrale midt Jonathan Asp Jensen i FC Midtjylland.

Som i tilfældet med Gustav Christensen kunne man dog mistænke, at midtjyderne havde foretrukket selv at beholde ham. Jonathan Asp Jensen er nemlig ikke blot et af de største danske talenter i fodbold pt. Han er også blandt de yngre spillere på vores liste.

Han gør sig primært på den centrale offensive midt, hvor han dog også både kan spille den mere tilbagetrukne centrale og den defensive plads. Ja, faktisk har han også fået minutter på begge fløje.Det unge talent har teknisk set fået sin debut for Bayern Münchens. Det drejede sig dog kun lige om godt et minut, så det tæller kun lige akkurat.

At han er et af Danmarks største talenter har han dog bevist for Bayerns ungdomshold. Her er det blevet til 54 kampe, hvor han har leveret 7 mål og hele 19 scoringer.

Samme form har Jonathan Asp Jensen holdt ved lige på de danske U-landshold. Med lige knap 20 kampe for U16, U17 og U18-holdet har han holdt et scoringssnit på mere end et mål pr. tredje kamp.

Og når det gælder udsigten til førsteholdsfodbold, så er der i øvrigt grund til at være optimistisk for den kommende sæson. Den unge midtbanespiller har allerede ved flere lejligheder trænet med førsteholdet og har flere gange modtaget roser for sin indsats.

Derfor vil det ikke overraske, hvis Jonathan Asp Jensen får en del indhop under den nye manager, Vincent Kompany. Blandt de største danske talenter hører Jonathan Asp Jensen altså også til blandt de mere målfarlige – også selvom han ikke gør sig på toppen.

6. Oscar Højlund (født den 4. januar 2005)

Vurdering: €700.000. Central midt, Eintracht Frankfurt 

Storebror blev solgt for pebernødder i foråret 2022. Halvandet år senere var han blevet handlet to yderligere gange for i alt mere end 700 millioner kroner.

Derefter røg tvillingebror Emil til Schalke 04 for et par millioner. Og nu er det altså slut med Højlund-klanen i FCK for denne gang. For Eintracht Frankfurt valgte nemlig at smide på den gode side af 10 millioner danske kroner for Oscar Højlund, som regnes for et af de største danske talenter i fodbold.

Det kan virke lidt overraskende, at FCK valgte at slippe Oscar Højlund, men måske var konkurrencen lige en tand for stærk. I hvert fald fejler tallene ikke noget for den blot 19-årige centrale midt.

I alle turneringer nåede han 23 førsteholdskampe i den hvide trøje, hvor det blev til en enkelt assist. Og på de danske U17-, U18- og U19-landshold har han i skrivende stund optrådt 34 gange og leveret to scoringer og lige så mange assists.

Også her er takterne lovende og med til at understrege, at vi har med et af Danmarks største fodboldtalenter på den centrale midtbane at gøre.

Det bliver spændende at følge Oscar Højlund på den noget større tyske scene. Deres seneste erfaringer med Jesper Lindstrøm må siges at være gode. Om Oscar Højlund kan sætte et lige så markant aftryk, må tiden vise. Men mindre kan trods alt også gøre det.

7. Lasse Abildgaard (født 27. februar 2007)

Vurdering: €1 million. Højre wing, Ajax

Lasse Abildgaard tog i sommeren 2023 skiftet fra Silkeborg til hollandske Ajax.

Inden da havde den unge offensivspiller, som kan spille alle tre forreste pladser i, bombet løs for Silkeborgs U17 hold. 1,28 mål pr. kamp leverede Lasse Abildgaard i gennemsnit pr. kamp.

Lasse Abildgaard har et højt teknisk niveau og er skarp med begge ben. Udover målnæsen har han også et skarpt blik på spillet, som giver ham gode playmakerevner.

Om Ajax er den rette destination, må tiden vise. Klubben er god til at udvikle særlig Lasse Abildgaards type.

Omvendt har klubben været en karrieremæssig kirkegård for mange unge danskere i de senere år. Det sker forhåbentlig ikke for Abildgaard, som er et af de største danske talenter i disse år.

Første sæson i det hollandske var da også pæn, selvom tankerne ikke ligefrem bliver ledt hen på en ung Rafael van der Vaart eller Wesley Sneijder, da de trynede modstanderne på u- og reserveholdene.

21 kampe nåede Lasse Abildgaard i U17 ligaen. Og her leverede han 8 mål og 4 assists.  Det har dog været nok til, at Ajax har valgt at rykke Lasse Abildgaard op på U19-holdet. Så håbet er stadig rød-hvidt, når vi ser på Lasse Abildgaards udvikling i klubregi.

På det danske U16- og U17-landshold har Lasse Abildgaard opnået 30 kampe, og her har han leveret 8 scoringer. Han var da også med, da Danmark nåede semifinalen ved U17 EM, og på nær første kamp startede han inde i alle kampene og gjorde ifølge Sofascore.com en god figur.

Her blev det også til en enkelt scoring, som faldt i gruppespilskampen mod Kroatien.

8. Conrad Harder (født 7. april 2005)

Vurdering: €2 millioner. Angriber, FC Nordsjælland

Vi advarede om, at Transfermarkt af og til er helt i hampen. Og det er deres latterligt lave vurdering af Conrad Harder et godt eksempel på. Han ryger nærmere for €20 millioner.

Med det på plads rykker vi fra en spiller, der primært gør sig på ungdomsplan, til et af de største danske fodboldtalenter, som rent faktisk får masser af førsteholdsfodbold.

Vi skal nemlig tilbage til Danmark, nærmere bestemt FC Nordsjælland, hvor 19-årige Conrad Harder gør sig til. Conrad Harders foretrukne plads er som 9’er, men han kan også dække begge fløje og 10’eren. 

I 2023/24-sæsonen blev Conrad Harder blevet sluset ind på førsteholdet efter overbevisende præstationer i U19-ligaen. Her leverede han forud for gennembruddet på førsteholdet vilde 35 mål i 37 kampe.

Det har indtil videre givet et pænt afkast. I alt nåede Conrad Harder i 2024/24-sæsonen 31 kampe i Superligaen, pokalen og Conference League. I de kampe leverede han 7 mål og enkelt assist.

Den bomstærke og skydelystne Conrad Harder lader til at være helt upåvirket af, om han spiller mod en 17-årig teenager med uren hud, eller om han står overfor en garvet Superligaveteran med 17 års erfaring som professionel fodboldspiller. Og den indstilling – den positive arrogance og sult – er noget, som de fleste trænere er meget begejstrede for at arbejde med.

Der er da heller ingen tvivl om, at Conrad Harder er hot på transfermarkedet. I løbet af sommeren 2024 har rygtebørsen allerede sendt Conrad Harder til en række af Europas fineste destinationer. Og det virker ikke som opspind, at klubber som Napoli og adskillige Premier League klubber skulle kredse om den 181 centimeter høje angriber. 

Indtil videre har FCN dog afvist, så vi har glæde af et af de største danske talenter i fodbold lidt endnu.

9. Tobias Slotsager (født 1. januar 2006)

Værdi: €2.200.000. Central forsvarer, OB

Hvis man kun kiggede på hans drengede udseende, kunne man næsten foranlediges til at tro, at OB’s unge Tobias Slotsager var en førsteårselev i gymnasiet. Men hvis man derefter kigger på de 190 centimeter, han tårner op i landskabet, bliver man hurtigt klogere.

Tobias Slotsager er et andet eksempel på, at transfermarkts vurderinger ofte er hevet ud af en vis legemsdel. For den unge Slotsager er uden tvivl et af de største danske talenter, der overhovedet findes pt.

Og hans pris er markant højere, end den tyske hjemmeside vurderer. Også selvom han spiller i den næstbedste danske række. Slotsager fik debut for OB kort efter sin 17-års fødselsdag. Og selvom klubben er i kæmpe krise, kan det ikke tillægges Tobias Slotsager.

Han har allerede udviklet sig til fast mand i det odenseanske forsvar. Siden debuten er det blevet til mere end 50 kampe for OB’s førstehold, ligesom det er blevet til 13 kampe på diverse danske u-landshold.

Sommeren 2024 kunne meget vel markere afslutningen på det odenseanske eventyr og starten på et nyt ét i udlandet. Men i OB kan man glæde sig over, at han kommer til at indbringe en pæn sjat. Spiller klubben sine kort rigtigt, er det faktisk meget muligt, at Tobias Slotsager slår transferrekorden og bliver det største salg i klubbens historie.

Skal de lykkes med det, skal Tobias Slotsagers pris ende nord for 50 millioner kroner. Det var nemlig i det leje, Yankuba Mintehs pris befandt sig, da OB solgte ham til engelske Newcastle i 2023. Så selvom der er mørke skygger over Ådalen, er der en klar lysstråle i form af et af de største danske talenter, Tobias Slotsager.

10. Adam Daghim

Værdi: €2 millioner. Angriber, Red Bull Salzburg

Den sidste af de største danske talenter på vores liste gør sig dagligt i det østrigske. Det drejer sig om den versatile Adam Daghim, som gør sig bedst i angrebet, men som faktisk også kan spille alle pladser på midtbanen – også de mere tilbagetrukne.

Adam Daghim er et af de danske fodboldtalenter, som faktisk er et relativt ubeskrevet blad – i hvert fald hvis man kigger på hans optrædener på førsteholds- og u-niveau.

Inden han blev solgt til udlandet, tørnede han ud for AGF, hvor han primært spillede på U19-holdet, men dog nåede at få førsteholdsdebut.

Adam Daghim blev solgt fra AGF til østrigske Red Bull Salzburg for 22,5 millioner kroner i 2023.

Siden da blev Adam Daghim udlejet til samarbejdsklubben FC Liefering i den næstbedste østrigske række efter samme model, som RB Salzburg gjorde med Benjamin Sesko i sin tid.

Her blev det sidste sæson til 22 kampe med 6 mål og lige så mange assists til følge. Derudover nåede Adam Daghim også 7 kampe i Youth League, hvor han scorede 4 gange og assisterede 2 gange.

Og så fik han faktisk også 24 minutter for førsteholdet i den østrigske Bundesliga.

I denne sæson er det allerede blevet til den første seniorscoring for Adam Daghim. Den leverede han i første runde af den østrigske pokalturnering, ÖFB Cup.

De største danske fodboldtalenter: opsummering

Med Adam Daghim rundede vi den 10. og sidste af vores gennemgang af de største danske fodboldtalenter. Enhver med lidt fodboldforstand ved, at ikke alle talenter bliver til verdensstjerner.

Man behøver ikke tænke længe, før navne som Freddy Adu, Bojan Krkic og Alexandre Pato popper op på nethinden.

Og på lignende vis er det ikke alle de største danske fodboldtalenter pt., som vi kommer til at se på den største scene.

Med det sagt så er der grund til optimisme. For talentmassen blandt de 10 største danske fodboldtalenter lige nu er stor. Det lover godt for fremtiden.