Faren ved ludomani er som regel det første argument, modstandere mod hasardspil bruger til at argumentere mod hasard. Samtidig er mange ludomaner overladt til sig selv. Vi har talt med en ludoman om den korte vej ud i spilafhængighed, og hvordan man kommer tilbage på rette spor.
Vi har talt med forfatteren til den polske blog postawnasiebie.org. Selvom han ønsker at være anonym, vil han samtidig gerne dele sine historier – både som advarsel og som inspiration for andre, der vil blive fri af deres spilafhængighed.
– Efter jeg forlod behandlingscenteret, gik det mig på, at jeg kunne se flere og flere promovere hasardspil på Twitter uden at nævne risiciene, fortæller bloggeren, som har spillet i mere end 10 år.
- Hvornår foretog du dit første væddemål?
- Hvornår begyndte du at spille om penge?
- Hvor spillede du som regel?
- Hvorfor startede du i kiosker?
- Hvor meget spillede du for om måneden?
- Hvad spillede du mest på? Var du ekspert på nogle områder?
- Hvordan føles det at vinde hos en bookmaker?
- Hvordan skjulte du din ludomani for venner og familie?
- Hvornår indså du, at det var blevet et alvorligt problem?
- Hvem var de første til at hjælpe dig?
- Det er tit forbundet med frygt, når man tager en stor beslutning om at forandre sit liv. Er det noget, du skammer dig over?
- Var du bange, og hvordan håndterede du i så fald frygten?
- Hvordan får man en plads på et behandlingscenter?
- Hvordan har man det på vej til behandlingscenteret? Tænker man ikke på at vende om og undlade at tage afsted?
- Mange frygter behandlingscentre. Bør de det?
- Hvordan ser verden ud, når man kommer ud fra centeret?
- Hvordan håndterer man så livet efter behandlingen?
- Fungerer din blog som en art terapi?
- Hvem kender til din afhængighed? Kan du tale åbent om din fortid med familie og venner?
- Følte du nogen form for stigma?
- Hvordan ser du på andre ludomaner?
- Hvordan opfatter du spilindustrien? Bærer du nag?
- Tror du, man kan spille bare for sjov? Eller leder det også til afhængighed?
- Hvad er farligst? Sportsbetting, casino eller lotterier?
- Hvordan kan spiliundustrien afhjælpe ludomani?
- Er det nok at sætte beløbsgrænser og give mulighed for at ekskludere sig selv hos en spiludbyder?
- Hvordan kan spilindustrien hjælpe dem, der allerede er afhængige?
- Hvad vil du sige til pårørende til ludomaner?
- Hvad vil du sige til alle dem, der lider af spilafhængighed?
- Hvis tror, at du eller nogen i din omgangskreds har problemer med ludomani, så søg hjælp.
Om baggrunden for at oprette bloggen, forklarer han:
– Jeg skabte bloggen i håb om at hjælpe andre. Og i dag får jeg beskeder fra folk, der fortæller mig, at bloggen har hjulpet dem. Men faktisk har den mest af alt hjulpet mig. Det at tale åbent om mit fortid har hjulpet mig til at slippe skylden og skammen. Og det at tale om nutiden hjælper mig til at holde mig på ret kurs og udvikle mig som menneske.
Det er et supplement til terapi, som hjælper mig til at forstå mig selv og verden bedre, forklarer han.
Hvornår foretog du dit første væddemål?
Under VM i 1998 spillede Brasilien mod Skotland. Jeg væddede med en af min onkels venner på, at Brasilien ville vinde med 2-1, og jeg vandt væddemålet. Jeg var 8 år og vandt en halv liter Coca Cola. Den slags fik jeg sjældent lov at drikke af mine forældre, så glæden var dobbelt.
Senere væddede vi så for anden gang, denne gang på resultatet af finalen mellem Brasilien og Frankrig. Jeg væddede igen på Brasilien, denne gang til at vinde 3-0. Det endte kampen også, men i Frankrigs favør.
Hvornår begyndte du at spille om penge?
Da jeg kom på kostskole i 10. klasse. En af de ældre på skolen pralede en dag af, at han havde spillet 50 zloty (88 kroner) og vundet 700 zloty (1.225 kroner). Jeg var helt betaget, men ikke nok til, at jeg gik ud og spillede med det samme.
Jeg hørte den lille stemme i baghovedet, der sagde, at hasardspil var farligt. Men de andre drenge spillede – 2, 3 eller 5 zloty. En af dem vandt næsten 60 zloty, og han havde ingen forstand på fodbold. Så jeg tænkte, at når en som ham kunne vinde, så kunne jeg, der var bidt af fodbold, også!
Næste dag lavede jeg min først kupon, og sådan startede det. Jeg var 16 år gammel.
Hvor spillede du som regel?
Samme sted som alle andre: først i kiosker, dernæst på nettet.
Hvorfor startede du i kiosker?
For at spille online skulle man registrere sig, og det kunne jeg ikke, da jeg var mindreårig. I kioskerne blev der aldrig stillet spørgsmål.
Hvor meget spillede du for om måneden?
Der var engang én, der sagde til mig: “Tænk ikke på, hvor meget du risikerer at tabe. Tænk på, hvor meget du kan vinde.” Det hang fast, og jeg holdt aldrig regnskab over, hvor meget jeg brugte på spil.
Hvad spillede du mest på? Var du ekspert på nogle områder?
Jeg var en ekspert, når det gjaldt fodbold. Men hey, i dag kan man jo bare kigge på Twitter, hvor eksperter – for det er vel det, sportsjournalister skal forestille at være? – deler ud af deres tips. Og tænk sig, de tager lige så ofte fejl, som jeg gjorde, da jeg spillede.
Hvordan føles det at vinde hos en bookmaker?
Det er en vanvittig følelse. Forestil dig, at du hver aften vinder, hvad der svarer til en månedsløn. Eller det dobbelte. Forestil dig så, at du oplever det ske bare et par gange på kort tid. Det er en vanvittig følelse, men den er også farlig. Det kunne jeg dog ikke se dengang. Jeg følte mig som en gud, og jeg var overbevist om, at jeg før eller senere ville tjene en formue.
Jeg følte mig så stærk, at selv når jeg tabte, var jeg sikker på, at jeg i det lange løb ville lave en kæmpe profit.
Hvordan skjulte du din ludomani for venner og familie?
Jeg holdt god mine til slet spil. Når jeg var sammen med andre, var jeg festens midtpunkt – altid glad og i godt humør. Og hvis nogen kom lidt for tæt på sandheden, så løj jeg. Det gjorde jeg ofte, og det skammer jeg mig stadig over.
Hvornår indså du, at det var blevet et alvorligt problem?
Der var så mange faresignaler allerede få måneder efter, jeg var begyndt at spille. Nogle af dem fik mig sågar til at lægge gamblingen på hylden, men desværre kun for en kort bemærkning. Denne gang ved jeg, det er anderledes. Jeg skal aldrig tilbage til den giftige verden.
Hvem var de første til at hjælpe dig?
Min forlovede, mine forældre, min bror og en af mine nære venner overtalte mig til at søge behandling. Det er svært at sige, hvem der var først til at hjælpe mig. Jeg har mødt så mange hjælpsomme mennesker på min vej, som jeg aldrig havde klaret det uden.
Det er tit forbundet med frygt, når man tager en stor beslutning om at forandre sit liv. Er det noget, du skammer dig over?
Det var hasardspillet, der forandrede mit liv. Beslutningen om at få hjælp var første skridt mod at komme tilbage på rette spor. Men skammen i dag er overfor dem, jeg sårede gennem min afhængighed.
Var du bange, og hvordan håndterede du i så fald frygten?
Jeg har været bange, så længe jeg overhovedet kan huske. Men det, der lå til grund for frygten har forandret sig. Hvordan jeg håndterede frygten? I dag har jeg forstået, at jeg på ingen måde forholdte mig til frygten, og dermed håndterede jeg den ikke.
Hvordan får man en plads på et behandlingscenter?
Det var ligesom ved et besøg hos lægen: enten via sundhedsforsikringen eller af egen lomme. Man ringer bare til dem og laver en aftale. Selvom det i virkeligheden ofte er familie og venner og ikke patienten selv, der arrangerer opholdet på et behandlingscenter.Sådan var det også i mit tilfælde. Det var min mor, der ringede.
Hvordan har man det på vej til behandlingscenteret? Tænker man ikke på at vende om og undlade at tage afsted?
Hele mit liv passerede revy på vej til centeret. Jeg følte, jeg havde mistet forstanden og på et øjeblik havde tabt det hele på gulvet. Jeg var så bange for, hvad der ventede på centeret. Og jeg var så tynget af skyld overfor dem, jeg havde svigtet. Men jeg tænkte ikke på at opgive behandlingen. En af mine venner sagde, at jeg var nødt til at komme igennem, hvis jeg ville overleve. Og da gik det op for, at det var nødvendigt.
Det spillede også en rolle, at jeg var i så håbløs en situation, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Det gjorde sjovt nok også, at rehabilitering føltes som lidt af en flugt fra alle mine problemer.
Mange frygter behandlingscentre. Bør de det?
Jeg var mest bange for, hvem jeg ville møde der, men i mit tilfælde var der intet at være bange for. Jeg mødte fantastiske og værdifulde mennesker. Normale mennesker som alle andre. Men blot med en martret fortid.
De 8 uger, jeg tilbragte på behandlingscenteret, er det længste, jeg har været væk fra min forlovede. Jeg savnede hende, min familie og mine venner, og derfor fik jeg destruktive tanker, der, sammen med den dårlige samvittighed, gjorde opholdet sværere. Hvad angår terapien, var der både øjeblikke med frygt og tristesse. Og der var tårer, men også latter. Jeg oplevede enorme humørsvingninger.
Det var bestemt intet ferieophold, men i dag ser jeg tilbage på det uden frygt. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at med min spilafhængighed og hvor meget ude af kontrol, jeg var kommet, var behandlingen det bedste, der nogensinde er sket for mig.
Hvordan ser verden ud, når man kommer ud fra centeret?
Stor og skræmmende. På behandlingscenteret levede jeg en beskyttet tilværelse, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om andet end at blive taget i at ryge, hvor det ikke var tilladt. Når man går igennem portene og ud i friheden, må man se problemerne, der har hobet sig op over flere år, i øjnene.
Hvordan håndterer man så livet efter behandlingen?
Der er ikke en facitliste eller én måde at gøre det på. Jeg er stadig i færd med at lære det.
Fungerer din blog som en art terapi?
Det er et supplement til terapien. Bloggen hjælper mig med at forstå mig selv og verden bedre.
Hvem kender til din afhængighed? Kan du tale åbent om din fortid med familie og venner?
Min familie, nære venner og visse bekendte kender til min historie. Ja, og så mine tidligere kollegaer fra firmaet, hvor jeg arbejdede, da jeg tog på behandlingscenteret. Nyheden spredte sig som en steppebrand.
Om jeg kan tale åbent om det? Hvis nogen spørger, har jeg ikke noget problem med at svare. Men det er ikke sådan, at jeg taler med gud og hver mand om det. Der er intet at være stolt af ved det, jeg har været igennem.
Følte du nogen form for stigma?
Nej, ikke umiddelbart.
Hvordan ser du på andre ludomaner?
Engang troede jeg, at min historie var unik. Først senere forstod jeg, at vi ludomaner er meget ens. Vi deler den samme historie, hvor kun detaljerne varierer. Det spiller ingen rolle, om man spiller på casino eller sportsvæddemål. Mekanismerne er de samme.
Hvordan opfatter du spilindustrien? Bærer du nag?
Jeg har ingen stærke følelser hverken for eller imod. Da jeg kom ud af behandlingen gik det mig på, at folk reklamerede for hasardspil på Twitter uden at fortælle om de åbenlyse risici. Derfor begyndte jeg at blogge. Men jeg bærer ikke nag.
Tror du, man kan spille bare for sjov? Eller leder det også til afhængighed?
Der er mennesker, som siger, de kun spiller for sjov, og at de ikke har problemer med afhængighed. Det vil jeg ikke indvende imod, det er deres sag, ikke min. Men jeg spillede aldrig for sjov, og jeg blev afhængig med det samme.
Hvad er farligst? Sportsbetting, casino eller lotterier?
Sådanne sammenligninger giver ikke mening. I lang tid troede jeg, en ludoman var en, der kun spillede på casino. Så mødte jeg en fyr, der spillede på casino, og jeg indså, at jeg havde langt større problemer end ham.
Hvordan kan spiliundustrien afhjælpe ludomani?
Spiludbyderne kan lave oplysningskampagner og præventivt arbejde. Jeg har hørt nogle sige, det er umuligt og at skyde sig selv i foden. Men for mig at se er det en innovativ løsning, som kunne blive populært i samme ånd som CSR (corporate social responsibility). Folk med hang til spil ville stadig kunne spille, men på et oplyst grundlag. Så selv i de værste tilfælde ville de være klar over faren ved spil.
Er det nok at sætte beløbsgrænser og give mulighed for at ekskludere sig selv hos en spiludbyder?
Beløbsgræner? Afhængighed betyder tab af kontrol, så der er i sagens natur ingen grænser. Da jeg var afhængig, kunne jeg ikke drømme om at sætte grænser for mit spil, og gjorde andre det, ville jeg blot finde et andet sted at spillle. Det samme gælder ekskludering fra en bookmaker. Ingen af de to forslag ville stoppe mig.
Hvordan kan spilindustrien hjælpe dem, der allerede er afhængige?
Der er mange måder at gribe det an på. Spørgsmålet er, om industrien rent faktisk ønsker at bidrage og om det er i dens interesse. Igen; i en CSR-optik, hvor virksomheder er bevidste om deres sociale ansvar, kan det både bidrage de afhængige og virksomhederne selv.
Hvad vil du sige til pårørende til ludomaner?
At der terapi målrettet ludomaner, som jeg ville skrive mig op til, hvis jeg var dem. Jeg forestiller mig, at det er en svær situation for enhver, men jeg er sikker på, at et møde med en misbrugsterapeut ville kunne give de pårørende uvurderlig viden om, hvordan man hjælper en ludoman.
Jeg er ikke kompetent nok til at selv at rådgive. Det gør jeg heller ikke på min blog. Jeg husker, hvordan min ven overtalte mig til at komme i behandling. Han sagde til min forlovede, at hun ikke kunne stole på mig og at det var op til mig at søge hjælp, hvis jeg ville leve. Han vidste, hvad han gjorde, fordi, han selv var tidligere ludoman, som have fået hjælp.
Hans ord gjorde ondt dengang. Men i dag er jeg taknemmelig for hans hjælp.
Hvad vil du sige til alle dem, der lider af spilafhængighed?
At det ikke var let at stoppe. Det var svært at se i øjnene, at jeg var afhængig og endnu sværere at indse, at det eneste, der kunne hjælpe, var behandling. For ikke at tale om to måneder uden mine nærmeste. Det var svært at overkomme. Men selvom mine problemer ikke forsvandt i samme øjeblik, jeg forlod centeret, så har det været det hele værd.
Hvis tror, at du eller nogen i din omgangskreds har problemer med ludomani, så søg hjælp.
https://ludomani.dk/
CENTER FOR LUDOMANI I KØBENHAVN
FIOLSTRÆDE 17B, ST., TV.
1171 KØBENHAVN K
CENTER FOR LUDOMANI I ODENSE
ØSTERGADE 42
5000 ODENSE C
CENTER FOR LUDOMANI I ÅRHUS
GAMMEL MUNKEGADE 6D
8000 ÅRHUS C
FÆLLES NUMMER 70 11 18 10
MAIL: [email protected]
